Kortfilm om Sun Art atelier, der er etableret af Yücel Kobal og Gülsüm Önder. Filmen viser de to uddannede keramikere med deres studerende, mens de forbereder en udstilling af deres arbejde.

"Faith to Faith" er en dokumentarfilm, der reflekterer over brugen af dialog mellem ledere i forskellige lande og kontekstualiserer læren fra en serie konferencer, der fandt sted i Libanon, Tyrkiet og Danmark.

Filmen er finansieret af Danmission og det Dansk-Arabiske Partnerskabs Program (DAPP) under Udenrigsministeriet.

Dokumentarfilm om den tyrkiske kunstmaler Eşref Armağan, der er født blind og har aldrig kunnet se. Han lærte sig selv at tegne og male i en alder af 6 år og har ændret videnskabens forståelse af det visuelle og dermed af verden.

Filmen følger Eşref Armağan, da han inviteres til at deltage i en af Europas vigtigste kulturbegivenheder, Manifesta i Spanien i 2010, i et møde mellem kunst, kultur og moderne videnskab.

Dokumentarfilm om den traditionelle romantiserede forestilling om Maldiverne og øgruppens nutidige virkelighed. Øboerne befinder sig midt i Edward Saids teoretiske dualitet "vest er kultur og øst er natur".

Rejsen til Maldiverne handler om at lade Østen komme til sin ret. Filmen viser historiens betydning for denne amfibiske nation og undersøger hvordan befolkningen afbalancerer nutidens kultur i forhold til øgruppens økologiske styrker og svagheder.

Dokumentarfilmen The Shadow of San Anton fortæller historien om San Anton fængslet fra dets oprettelse i begyndelsen af Den Spanske Borgerkrig, dets udvikling under General Francos diktatur, og dets nuværende image som et åbent fængsel under forandring.
Folk i Cartagena fortæller om de rædsler, der fandt sted i fængslet, men på en eller anden måde har undsluppet historiebøgerne. Med deres hjælp udforsker vi fængslet og lytter til dets fortællinger, der hjælper med at huske, eller omskrive, et mørkt kapitel i den spanske historie. De bringer fortiden ud af skyggen og ind i lyset.  

>